Tiden går, terminen kommer… og går. Onsdag d. 22. august sætter jeg mig ind til computeren. Jeg har fået en “friaften”, så sætter mig til at sidde og spille lidt. Omkring kl. 22.15 kigger Ida ind og siger (med det største smil): “Jeg tror lige jeg har haft en ve, den gjorde satans nas!” Jeg nikker anerkendende og får vel sagt fint eller noget i den stil. Jeg sætter mig i hvert fald til at spille igen. Senere kommer Ida ind igen og siger at nu har hun haft 5. Klokken er nu 22.50, og Ida beder mig om at sende en sms til mine forældre og siger at hun har haft 5 veer indenfor 40 minutter. Telefonen skal jo helst ikke ligge alt for langt væk. Ida går i seng igen, men kan ikke rigtig finde ro – de gør vist lidt nas, de veer.

 

Ved midnat vælger jeg at stoppe med at spille og smutter i seng. Her vælger Ida at stå op og traver lidt rundt i stuen. På et tidspunkt vælger hun at gå i bad, da det virkede smertelindrende med Silas. Mens hun er i bad ligger jeg i sengen og kan høre at hun beklager sig temmelig højlydt. Da hun endelig kommer ud af badet beder jeg hende om at ringe til fødegangen, da jeg godt kan høre at det gør ondt samt veerne kommer hurtigt. Badet hjalp vist ikke, men satte blot mere gang i det hele. Ida ringer til fødegangen mens jeg ringer til mine forældre og siger at vi har brug for hjælp. Jeg bliver enig med dem om at vi skal tage Silas med ud til dem (det viser sig at blive et godt træk). Dette var Ida dog ikke yderligere begejstret for. Ida og jordemoderen bliver enige om at vi er på fødegangen om en times tid. Ida skal jo lige blive færdig (hun står stadig med håndklædet omkring sig).

 

Da hun ligger på siger jeg at jeg smider Silas i bilen med det samme. Silas sover selvfølgelig, men virker overraskende vågen da jeg smider ham i bilen. Han kan ikke helt forstå hvor vi skal hen, men det er der jo ikke noget at sige til, det er jo sent. Jeg går ind til Ida, som hænger over stuebordet. Da veen er ovre går hun ud mod bryggerset, men når kun til køkkenet (ca. 5-8 meter). Da veen er ovre går hun ud bryggerset, og får endnu en ve. Efter hun har fået skoene på går hun ud til bilen, men får en ve inden hun er inde i bilen. Jeg ringer til de gamle for at fortælle at vi kører nu. Klokken 00.49 triller vi ud af indkørslen.

 

Normalt tager de 15+ min at komme ud til de gamle, vi klarede det på under 10 og passer kun et rødt lys (det eneste på hele turen). Silas bliver smidt af hos de gamle, som stod klar. Min mor kigger på Ida og mente at hun havde behov for at komme ud og strække ben, men det ville hun bestemt ikke. Jeg hopper ind i bilen og kan godt mærke på Ida at vi har travlt, klokken er nu 00.59.

 

Ned ad gaden og ud på Vangen. Her snupper vi det samme røde lys som før, bare den anden vej. Ned af Hjørringvej, hvor vi kommer til et rødt lysved McDonalds. Desværre kan vi ikke køre direkte ud i krydset, da en bil fra højre er på vej ud i krydset. Jeg triller dog ud i krydset og vedkommende ser meget spørgende på mig… Da vi kan komme videre giver jeg den gas. Herefter følger et par røde lys mere inden vi når Limfjordsbroen, som passeres med 110 km/t. Jeg havde taget en hvid klud med, hvis det skulle blive aktuelt, men Ida troede den var til hende og synes det var sødt tænkt af mig 🙂

 

Klokken 01.04 slukker jeg motoren foran Aalborg Syghus Nord – blot 15 min efter vi kørte fra Gandrup. Normalt tager det 30 minutter at køre turen, forudsat at man rammer den grønne bølge (som jeg aldrig har set i Aalborg). Så det er temmelig godt gået, specielt set i lyset af at Silas blev smidt af i Nørre Uttrup.

 

Døren er selvfølgelig lukket og låst, så jeg ringer til vagten. Ida er i mellemtiden kommet ud af bilen, og hænger hen over køleren. Her kommer hun med noget som vel bedst kan betegnes som et urskrig. Det kom dælme langt nede fra, og en stakkels taxi cheffør og 7-eleven ansat på den anden side af gaden kigger fra butikken måbende over på os. Jeg får Ida ind gennem døren inden den lukker, og her kommer endnu en ve.

 

Vi bevæger os langsomt op mod fødegangen, men Ida når ikke længere end et par meter mere. Her siger hun at hun vil presse… *biiip* tænker jeg, og løber med tasker, babydyne og hvad man nu eller har med hen mod trappen og op på 1. sal. På trappen hører jeg Ida skrige (lidt klynkende) “Så hjælp mig dog”. På 1. sal ser jeg forvildet rundt for blot at komme i tanke om at jeg jo skal på 2. sal.

 

Oppe på 2. sal ser jeg to kvinder i hvide kitler inde i et depot lige for enden af trappen. Jeg råber “Jeg har en fødende kvinde nede i forhallen”. De to (som viste sig at være en SOSU og en jordemoder) kigger kort på hinanden – lidt som om de ikke helt er klar over hvad der sker. Jeg står jo bare der med tasker, babydyne osv. og pruster efter at have fløjet op på 2. sal stort set uden at røre trapperne. Der går lige lidt, så udbryder jordemoderen: “Du tager en kørestol” og så løber vi ned til Ida.

 

Ida er kommet lidt længere – ca. dobbelt så langt som da jeg forlod hende, hvilket altså ikke er langt. Grædende siger hun at hun har lyst til at presse. Uden at være læge eller lign. kan jeg sige at det måske ikke var det bedste sted at føde… SOSU’en kommer med kørestolen og de får Ida ned og sidde og ruller hende til elevatoren.

 

Vi går hastigt hen mod fødegangen og når lige gennem døren, hvorefter vi bliver mødt af en anden SOSU som vinkede afvævende med armene. Rummet var ikke klart og vi vende om. Lige til venstre for fødegangen ligger et par rum mere. Vi tager nr. 9 (bonus oplysning: Silas blev født på nr. 10). Da Ida rulles ind i værelset er lyset ikke tændt til trods for at en SOSU og jordemoder var godt igang med at række rummet til.

 

Ida kommer efter besvær op på sengen. Det hele virker meget kaotisk – skal vi blot sige at jeg er glad for at kunne stå i hjørnet med en våd klud. Kort efter bliver pressetrængen for stor for Ida. Et par pres og ud kommer en guldklump på 51 cm og 3550 g. Klokken er nu 01.24. For blot 35 minutter siden rullede vi ud af indkørselen i Gandrup. Jf. Idas journal var vi blot 14 minutter på sygehuset, det tog jo også et par minutter at komme ind osv. samt jeg ved ikke hvornår de fik tid til at kigge på uret. Det passer meget fint.

 

Ida får babyen op uden at vi kender kønnet – helt præcis som med Silas. Vi spørger selvfølgelig ind til kønnet. Et kort kig og vi bliver bekræftet i at det er en prinsesse. Thea, absolut en lille Thea.Som med Silas åbner hun relativ hurtigt sine store mørke øjne. På dette tidspunkt er det ikke rigtig gået op for mig hvad der er sket. 3 timer og 10 minutter efter Ida registrede første ve var det hele overstået. Godt og vel 2,5 time senere og vi var klar til at smutte på patienthotellet. Hermed kan vi roligt sige at vi ikke har misbrugt pladsen alt for længe. Vi har efterfølgende hørt at de har haft pladsproblemer på Aalborg Sygehus – ikke vores skyld 🙂


Comments are closed.

Posted by peter
Dated: 30th september 2012
Filled Under: Baby